Dagen derpå og en ny omgang morgenkaffe. Det er tid til at fordøje gårsdagens strabadser i Aarhus imens ungerne vågner til lyden af Ramasjang.
Læs indlægget “Løbsoptakt: Marselisborg MTB Maraton 2015”
Det var en hård dag på kontoret i går, og det er med blandede følelser jeg genlever løbet.
Ikke den bedste optakt
Optakten blev alligevel lidt hektisk efter ungerne var afleveret i Viby. På P-pladsen mødte jeg Jesper fra Aalborg, som jeg tidligere har kørt 12 Timer i Rold med. Vi fik sparket dæk på hans nye Carbon Epic og udvekslet løst og fast. “Skal du ikke varme op?” spørger Jesper pludselig. Hmm, havde vist ikke helt styr på tiden, og tøjet var ikke helt på endnu. Over til bilen igen og se på klokken. Klokken var 9:55. Pis! Jeg havde forregnet mig lidt og måtte skynde mig til målområdet for at nå at få udleveret nummer og finde startboksen. Opvarmning blev der ikke noget af – det måtte blive en koldstart.
Nå, Ned i startboksen med 5 minutters margin. Lige nok til at se eliten med Bundgaard i spidsen blive sendt af sted – han tar’ den sq nok igen i år, tænke jeg – feltet så tyndt ud. Kiggede rundt i de tre motionsfelter. 99km så størst ud. Vores felt på de 66km var også pænt stort – vel en 80-100 stykker. Der var knap så mange på 33km turen.
Jeg trak frem i den første tredjedel af feltet. Så var der ikke andet end at vente på at de sidste licensrækker og 99km feltet. Imens tog jeg bestik af benenes og den mentale tilstand. Hmm, jeg følte mig ikke særligt oplagt. Hverken benene eller humøret boblede af overskud. Måske var det fordi jeg belært af turen sidste år vidste, hvad der var i vente. “Den blir’ hård i dag, du skal bare under 4 timer” nåede jeg at sige til mig selv, og så gik starten.
#Shutuplegs
Op ad græsbakken. Frem frem frem. Ind på grusvejene og hold på…sporet i sigte og så… kø!
Jeg havde helt glemt trafikproppen fra sidste års tur, men så snart vi kom ind på de smalle spor kunne jeg genkende situationen fra sidste års løb.
Hvis man skal sige noget kritisk om et ellers fantastisk løb med en fed rute, så må det være, at de første stykker på grusvej inden man rammer singletrack simpelthen er for korte. I hvert fald hvad angår de store motionsfelter på 99, 66 og 33 kilometer. Der når ikke og komme nok spredning på felterne, så derfor er der trillekø så snart vi rammer sporet, og det fortsætter de første 3-4 kilometer.
Det ville kunne minimeres med en lidt større startsløjfe på gruset og måske lidt mere mellemrum mellem felterne. Og så skal man altså ellers bare selv huske at komme frem i startboksen!
Et moralsk knæk
Efter 5 kilometer rammer man en 200m nedkørsel. Den er ikke svær så man kan tage den i høj fart. I bunden skal man 90 grader til venstre ud på en grusvej. Jeg rammer bunden hårdt og får ikke taget ordentligt fra i stødet, så sætter mig hårdt på sadlen. “KLONK!” Det lød ikke godt.
Først tænker jeg at en rail på sadlen er knækket. Af cyklen og bese skaderne. Ikke noget knækket ser det ud til, men sadlen har skubbet sig bagud og lidt til siden. Nå, jeg må sætte den på plads igen og imens jeg finder multitool’et frem tænker jeg tilbage på sidste år, hvor jeg med 15km til mål også måtte sætte min saddel på plads igen efter et styrt. Siden da er der kommet en ny saddelpind på, og nu finder jeg så ud af, at jeg slet ikke kan få fat på skruerne med multitool’et – fedt!
Det tænkte jeg ikke over, da jeg monterede det i kælderen for en måned siden. Fandens. Må køre videre med sadlen som den er og en let flosset moral. Inden løbet havde jeg ellers lovet mig selv, at jeg skulle undgå de 4 unødige stop jeg havde sidste år. Nu havde jeg allerede smidt adskillige minutter og mange placeringer på at fedte med en saddel jeg alligevel ikke kunne fikse. ØV! “Nu må du køre dig op igen og ikke falde i søvn bag langsommere ryttere” tænkte jeg, imens jeg prøvede at få fart i cyklen igen.
En saddel i vejen
Kunne allerede på den efterfølgende kilometer mærke, at sadlens nye placering ville blive ekstra hård for lænden. Imens jeg prøvede at komme overens med udsigten til 61 kilometer på spidsen af sadlen afsluttede jeg første sløjfe. Nu mod Vilhelmsborg, Giber å og anden sløjfe. Havde glemt hvor mange højdemeter der er på den sløjfe. Fyffer pyffer. Men fik da godt gang i cyklen igen.
Der er en led stigning midt på sløjfen, hvor det nye 1×10 setup for alvor skulle testes. En brat og sej stigning men lige op. Det gik fint og både gear og oval klinge spillede max. Jeg føler virkelig at den ovale klinge hjælper mig til både et rundere tråd og særligt også her på de tekniske og stejle stigninger er det som om, at det er nemmere at finde den rette balance og dosere kræfterne rigtigt. Jeg skal måske lige for god ordens skyld indskyde, at det er en AbsoluteBlack Oval spiderless 32 tands klinge, jeg har monteret.
På hjemturen fra anden sløjfe kommer man gennem Fulden på landevej, og på turen derfra tilbage til målområdet er der et par lange græsstykker. Dem havde jeg lykkeligt glemt. Man skulle ellers ikke tro at græsstykker skulle kunne skræmme en rytter på en mountainbike, men disse græsstykker er forfærdelige. Det er som at køre på et hårdt vaskebræt – det forestiller jeg mig i hvert fald. Cyklen hopper og danser som en pladevibrator under een, og det er svært at holde ud og få fart i cyklen. Jeg kan i dag med sikkerhed sige, at jeg aldrig bliver fan at netop dét stykke af ruten!
De bedste kilometer
Faktisk følte jeg et vist overskud på vej tilbage mod målområdet og ud på tredje sløjfe i nordskoven. Det kan være at jeg først var kørt varm nu, men det var på den sidste del af 2. sløjfe og 3. sløjfe at det kørte bedst for mig. Sad med overskud på bakkerne og trak godt igennem uden at gå alt for dybt – synes jeg. Alligevel måtte jeg af cyklen endnu en gang for at lette trykket. Det plejer ellers ikke at være et problem med to bananer fra morgenstunden. Nordskoven med alle sine højdemeter gik fornuftigt, men tog alligevel en del “umf” ud af benene.
2. runde
På vej ud på anden runde blev der skiftet flasker, og jeg prøvede at holde dampen oppe og regne mellemtider ud. Garmin’en sagde ca. 1 time 51 minutter for første omgang. Ikke prangende og eller ikke uventet med to stop allerede. Jeg havde måske sat næsen op efter lidt mere og ville gerne have være en 5-6 minutter hurtiere, men som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen. Det var tid til et reality-tjek.
“Hold dampen oppe og prøv at kør efter grænsen uden at gå for dybt!” Det var den reviderede plan. “Du skal altså ind under 4 timer” sagde jeg til mig selv. Ud på anden omgang, hvor jeg prøvede efter bedste evne at holde dampen oppe, men både følte at benene og kroppen bare ikke var på 100% og pulsen på Garmin’en fortalte nogenlunde det samme. Jeg kørte mig ikke helt ud – kunne simpelthen ikke. Benene var ikke til det. Fik dog en moralsk optur efter 4. sløjfe, hvor jeg kunne se, at jeg havde været hurtigere end på første sløjfe. “Hvordan kan det dog være?!” “Ah! – køen selvfølgelig!”
Langt til mål
På femte sløjfe blev det for alvor en sej kamp at holde humøret bare nogenlunde intakt. Der var bare langt til mål og 32-42 blev sejere og sejere at træde på nogle af de stejle og tekniske stigninger. Vaskebrættet pyntede heller ikke just på moralen. Der er et eller andet modbydeligt ved at runde mål efter 54,9 km og vide, at nu mangler du bare sidste 11 kilometer, som samtidig er SÅ lange kilometer. Stigninger synes at komme som perler på en snor. Selvom der er masser er fede nedkørsler, så er de hurtigt overståede, og jeg endte med som sidste år at fokuserer blikket på kilometertælleren på Garmin’en, der alt for langsomt talte op mod de 66km. Kan kun forestille mig hvor hårdt det måtte være at skulle køre tilbage mod målområdet med en tredje omgang i udsigt! (Godt jeg ikke valgte det i år – det var hverken benene eller moralen til).
Sidste sløjfe
Jeg måtte af endnu en gang for at lade vandet på den sidste sløjfe. Thomas fra MTB Randers kom pludselig op bagfra og ventede på mig. Må have overhalet i målområdet imens han var i depot. Han skulle egentlig fortsætte på de 99km, men havde været i gruset kort efter starten var gået og humpede nu mod mål for, ligesom jeg, at kalde det en dag efter de 66km. Vi holdt kontakt og det gav moral at have en klubkammerat med.
Kamelbakken tog de sidste watt ud af benene og syren stod op til øjenæblerne da jeg nåede toppen kort efter Thomas. Hold kæft jeg var færdig lige dér! Nu var det ren overlevelse, og jeg hang for alvor de sidste kilometer. Men hjem kom vi, og lige i dét vi krydser broen og svinger om hjørnet ind mod græsbakken kan jeg se familien. Pigerne og svigerfar og -mor har spottet mig og kommer mig i møde med støttende tilråb og klapsalver. Synet af pigerne giver lige det sidste og den får alt hvad den kan trække op ad bakken og over stregen.
Så i mål
“Fedt løb!” tænker jeg imens pigerne og svigerfar og -mor kommer op på bakken, hvor vi står. Sikke en velkomst, og imens vi får pakket sammen kommer Thomas Bundgaard buldrende op ad bakken som vinder af eliten kun få minutter efter jeg var kommet ind. Og så begyndte det at dryppe.
Når jeg sidder og ser tilbage på løbet er det altså med blandede følelser. Jovist var det en klar forbedring i forhold til sidste års tid, men igen var turen plaget af uheld og for mange stop, der satte sit præg på både oplevelse og tiden. Og jo, tiden er blot et udtryk for, hvor jeg er i dag i forhold til i 2014. Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, for jeg ramte bare ikke dagen. Der var ikke overskud i hverken køller eller krop. Mentalt var jeg måske heller ikke helt tunet ind på strabadsernes omfang. Omvendt har optakten nu heller ikke været præget at masser af målrettet træning med de nødvendige kilometer i benene. Den har i stedet primært stået på træfældning, jord-flytning og hus- og havearbejde.
Set i dét lys skal jeg nok være tilfreds. Jeg formåede at køre løbet og undgik denne gang kramper. Samtidig kan jeg se, at jeg trods de mange ufrivillige stop trods alt formåede at forbedre mig en del, og måske fik disponeret kræfterne lidt bedre.
Det var og er et hårdt løb, som jeg bestemt kan anbefale. Jeg vil i hvert fald gerne køre det igen næste år. Om det så bliver 66km eller 99km må tiden vise.
Nu kan forberedelserne til 12 Timer i Rold begynde 🙂
/Nikolaj
(Herunder tiderne fra 2015 sammenlignet med 2014)
Tider Marselisborg MTB Maraton 2015
1. sløjfe: 27:03
2. sløjfe: 1:07:12 (40:09)
3. sløjfe: 1:52:20 (45:08)
4. sløjfe: 2:19:18 (26:58) (-00:05)
5. sløjfe: 3:03:28 (44:10) (+4:01)
6. sløjfe: 3:53:27 (49:59) (+4:51)
Tider Marselisborg MTB Maraton 2014
1. sløjfe: 27:40
2. sløjfe: 1:10:33 (42:53)
3. sløjfe: 1:54:12 (43:39)
4. sløjfe: 2:25:00 (30:48) +3:08
5. sløjfe: 3:15:52 (50:52) +7:59
6. sløjfe: 4:07:35 (51:43) +8:04
1. sløjfe: 27:40
2. sløjfe: 1:10:33 (42:53)
3. sløjfe: 1:54:12 (43:39)
4. sløjfe: 2:25:00 (30:48) +3:08
5. sløjfe: 3:15:52 (50:52) +7:59
6. sløjfe: 4:07:35 (51:43) +8:04