Marselisborg MTB Maraton 2016 Løbsberetning: Bedre end forventet

Søndag d. 29/5 var det endelig race day i den smukke Marselisborg skov ved Aarhus, og hvilket race, der var lagt op til. XCM DM for licensryttere og dermed ekstra tryk på stemningen til et af forårets absolutte højdepunkter. Vejret var helt perfekt og selvom formkurven planmæssigt har været stødt opadgående i foråret var jeg nervøs som aldrig før… Forude ventede 3 runder, 99km og 2100 højdemeter. Sikke en dag!

Jeg har egentligt ikke trænet specielt op til hverken løbet i Aalborg eller i Marselis. Det er løb jeg gerne har villet køre og har været så heldig at kunne stille op i, men formålet med at deltage har alene været for at have delmål, lejlighed til at teste formen og ja, selvfølgelig køre race, fordi det er sjovt og motiverende for træningen. Derfor var optakten til Marselis heller ikke særligt designet, så jeg kunne ramme løbet med perfekte ben. Faktisk havde jeg meget trætte ben først på ugen op til løbet efter et par hårde træninger i weekenden og mandag, og da jeg så oveni købet også var på cyklen tirsdag og onsdag gjorde det, at benene torsdag var som gele. Så jeg slappede helt af og sprang et enkelt træningspas over for at nå at restituere bare nogenlunde frem til løbet søndag.

I dagene op til løbet begyndte nervøsiteten for alvor at melde sig. Selvom formen var bedre end nogensinde begyndte jeg at tvivle en smule på mig selv. Kunne jeg nu holde til 3 runder, når jeg de sidste to år har kørt mig selv halvt ihjel på kun 2 runder og siddet med voldsom krampe mod slutningen? Jeg har skudda aldrig kørt over 2000hm på en tur, så hvorfor skulle jeg kunne det nu? Negative tanker, og hvad gør man lige ved dem? Jeg har ikke nødvendigvis det perfekte svar, men for mig hjalp det at reframe mine bekymringer – løbet, distancen og højdemeterne var noget, der skulle besejres!

Samtidig skulle jeg undgå en kaotisk start på løbet og dumme uheld under løbet. i 2014 og 2015 har jeg været ramt af, ja, dumme uheld og været for dårligt forberedt, og det skulle altså bare ikke udvikle sig til at være fast rutine for min deltagelse i Marselisborg MTB Maraton! Så alt blev forberedt i dagene op til søndag, tøjet lagt frem, cyklen klar bag på bilen og denne gang blev flaskerne blandet på forhånd og sat frem aftenen forinden – dem glemte jeg i 2014.

På dagen ramt jeg målområdet i god tid, fik transporteret grejet til målområdet og sat alt op. Og her et lille tip. Selv en glad motionist kan lære af og efterligne proff’erne. De placerer deres flasker langs opløbsstrækningen hvis de da ikke har hjælpere til at lange sig flasker, og det kan man altså med fordel efterligne, selvom man ikke kører med om sejren. Hvis man som jeg gerne vil optimere, hvor man kan, og også kører med to flasker på cyklen, så kan en spand/holder/taske med et par fryseelementer være en fordel, hvis man gerne vil have friske flasker efter hver omgang.

I år skulle vi sendes af sted på en ny måde, da alle motionister var blandet sammen og man på dagen kunne afgøre, om man ville køre 1, 2 eller 3 omgange. Så da licensrytterne var sendt af sted blev vi bedt om at inddele os i tre startbokse. Og vi skulle være realistiske, lød meldingen! I den første skulle alle dem, der forventede at være blandt de 75 første placere sig. Her hoppede vi med,og uheldigvis havnede vi cirka allerbagerst i denne gruppe, men tænkte, at det vel så ikke gjorde noget, for alle ville vel med dén melding give den gas og være ret hurtige, ik? Men nej…

Vi stod og glanede i hvad der føltes som lang tid. Kommissærerne fra DCU og de løbsansvarlige havde tydeligvis fokus på at få god spredning mellem felterne, hvilket var fint. Jeg stod og mærkede lidt efter imens vi ventede. Er benene der? Jeg anede det ikke – kroppen jublede ikke ligefrem af overskud og parathed. Hmmm, måske et skidt tegn allerede nu? Da startskuddet endelig lød kørte vi ikke mere end 50 meter hen mod opløbsstrækningen op til mållinjen, før det dagens første bommert stod klart for mig. Det er da utroligt at jeg ikke har lært det endnu, tænkte jeg ved mig selv på vej op ad bakken til målstregen, imens jeg trak udenom de første 15-20 ryttere. sådan var billedet de næste 10-15 kilometer. Der var desværre en del i boksen, der ikke helt havde niveau til at stå så langt fremme. Og jeg har set det flere gange før. Så snart vi rammer singletrack, så ramler korthuset, folk kan ikke holde tempoet og køer opstår hurtigt. Derfor var bommerten altså, at vi startede for langt tilbage i boksen, og måtte kæmpe os frem. Det koster tid og kræfter, og det er irriterende ikke at kunne gi’ fuld gas fra start. Når det så er sagt, så skal det også siges at “startloopet” (eller hvad man skal kalde det i et maratonløb) er blevet meget bedre og længere i år, og at vi derfor havde ret gode stykker med grusvej i starten til at få spredning på feltet. Det virkede langt bedre end de tidligere år.

I starten var det svært at finde benene og finde det rigtige pace. Der var rigtigt mange, som jeg synes var for langsomme, og som jeg derfor ville hurtigt omkring inden sporet snævrede for meget ind, så dampen blev holdt oppe, og første sløjfe gik stærkt. Det gav et boost af selvtillid, da jeg havde sidste års tider i hukommelsen og kunne se en stor forbedring, selvom jeg mindede mig selv om, at det nye startloop havde skåret lidt mere af sløjfen i år. På anden sløjfe holdte jeg fortsat gas på for at komme omkring flere langsomme ryttere. Var ved at få kørt benene varme, og de virkede overraskende friske. Vilhelmsborgsløjfen har et par skrappe stigninger, og her er det godt at minde sig selv om, at der er lang vej hjem på 2 eller 3 omgange, så man bør ikke gå alt for dybt, selvom det kan være svært, når man føler overskud. Hjem fra anden sløjfe og stadig ingen uheld, ingen problemer og jeg når at tænke: “Det virker jo helt anderledes i år..”. Og det var det osse. Benene, kroppen, styrken og formen er markant bedre, og tredje sløjfe var en ren fornøjelse. Kroppen var varm og benene var fulde af overskud.

Op af bakken mod mål og friske flasker på cyklen. “Nu skal du ikke blive overmodig – finde de 80-85% og hold den der”. Af samme grund kører jeg faktisk en del efter puls. Der er delte meninger om, om man kan køre efter sin puls, men jeg har nu efterhånden kigget på den i et par år, både når jeg har trænet og kørt løb, så jeg kender efterhånden mig selv om min ydeevne. Gør man det, og ved man hvad man skal se og mærke efter, så vil jeg mene at det kan være en god hjælp til at sætte ens pace. Anden omgang bød på følgeskab hos forskellige små grupper. Heldigvis kunne jeg holde rytmen med at køre op til ryttere, ligge lidt på hjul for derefter at trække fra. Og pludselig sejlede jeg forbi en enkelt C-rytter – han måtte være gået kold, tænkte jeg. Jeg nød ruten og de vilde nedkørsler i nordskoven – hold kæft det er et fedt løb!

Selvom ruten ikke har ændret sig væsentligt de seneste par år, så skal den alligevel (igen) have kæmpe ros. Det er en mindre genistreg at man kommer igennem start- og målområdet 3 gange på en omgang. Det betyder, at man altså ikke kører mere end 11-12 kilometer inden man kommer tilbage til målområdet. Og selvom selve ruten ikke har ændret sig væsentligt i år, så er den alligevel blevet bedre. Hvordan kan det nu hænge sammen, tænker du? Jo, sporet i Marselisborg, som Aarhus Trail Builders vedligeholder, er blevet kraftigt forbedret i løbet af de seneste år. Onsdag inden løbet kørte jeg en omgang på det regulære spor med Morten Degn, og der kunne jeg ved selvsyn se, hvor meget sporet er blevet forbedret indenfor blot det seneste år. Hold da op. Der er virkelig skruet op for flow, fede berms og tekniske passager. Og selvom det måske kun er ca. 5-10% af sporet, der er ændret på siden jeg sidst har kørt det, så gør det hele forskellen – i hvert fald for mig. Jeg var faktisk gået hen og blevet lidt ærgerlig over sporet. Jeg syntes at der var nogle trælse passager og nogle kedelige brede stykker og grusveje. Faktisk synes jeg ikke at sporet var så teknisk udfordrende, som det kunne være. Og det skal jeg love for, at der er blevet rådet bod på. Og det gør altså hele forskellen – i hvert fald for mig. Og det gavner Marselisborg MTB Maraton selvfølgelig også af, for løbet køres på store dele af det regulære spor.

Tredje omgang og nu blev det for alvor hårdt. Friske flasker, en banan og en snickers fra tasken hjalp gevaldigt. Og jeg havde mod slutningen af 3. sløjfe på anden omgang kunnet skimte farverne fra en holdkammerat ude i det fjerne, og det gav motivation. Samtidig tænkte jeg også, at jeg ikke var på jagt. Jeg skulle holde pace, og med over en omgang tilbage af løbet tilbage skulle jeg sørge for ikke at køre over evne nu. Alligevel var det svært. For flere C-ryttere var indenfor rækkevidde. Og derude, en 5-700 meter forude lå der en klubkammerat, og det frister jo at sætte dampen op. Bare lidt op? Og sådan gik det. Mod slutningen af første sløjfe kom jeg tættere og tættere på, og kunne til sidst se “Mågen” være indenfor rækkevidde. Det var åbenbart for fristende, for jeg satte i hvert fald tempoet en my i vejret for at hale ham ind. Det resulterede i en dum kørefejl i starten af anden sløjfe, hvor bagdækket smuttede i et af rutens eneste mudderhuller og saddel + saddelpind gav et ordentligt *KLONK* fra sig.

For helvede. Ikke igen! Sidste år vred jeg en saddel skæv, og dette lød sku ikke for godt. Heldigvis kunne jeg banke den forsigtigt på plads, og kom på cyklen igen efter et lille minut i skovkanten. Nu var “Mågen” jo væk igen, så op med dampen. Og jagten, jeg egentligt ikke skulle køre, begyndte igen. Jeg fangede ham mod slutningen af anden sløjfe og krydsede målområdet lige i hans baghjulet. “Nikolaj?! Hvad fanden laver du her?”. “Mågen” var åbenbart lige så overrasket som jeg. “Ja, hvad fanden lavede jeg egentligt?!” Kunne godt mærke, at det havde kostet at køre forfølgelsesløb i 25km. Nå, men vi prøvede at samarbejde, og selvom “Mågen” meldte, at han følte sig vingeskudt, så følte jeg mig efter en 5km i hjulet faktisk også ret flad. Men prøvede at hænge på, da flere C-ryttere og en enkelt B-rytter sejlede agterud. Jeg gik alligevel både fysisk og måske også lidt psykisk ned i slutningen, og måtte slippe “Mågens” hjul med 4-5km til mål. Det knækkede moralen yderligere og Garminen slukkede også. Måske symptomatisk for min tilstand. Batteriet var dødt. Nu gjorde det for alvor nas, og karusellen op til toppen af Kamelbakken føltes som Mt. Everest. Men jeg var jo ikke ene om at lide, og endnu en B-rytter blev overhalet. På den sidste lange nedkørsel var jeg bange for, at kroppen ville give efter og jeg ville styrte. Det holdt virkeligt hårdt til sidst. Men endelig kunne p-pladsen skimtes i skovåbningen, og de sidste dråber på bunden af tanken blev fyret af. Op over stregen og total udmattelse sammenkrøllet over styret fulgte.

“Fuck, jeg gjorde det”.

Jeg fik ikke disponeret helt rigtigt, gik lidt for dybt i jagten på “Mågen” og måtte betale for det. Men fedt-fedt-fedt at mærke, hvor meget sådan en så stor formfremgang betyder. Jeg har skåret godt og vel 10(!) minutter af mine omgangstider i forhold til sidste år, og kørte de første 66km 23 minutter hurtigere end i 2015. Sluttiden lød på 5:27:29 og en placering som nr. 16 blandt motionisterne kun 31 sekunder efter “Mågen”, og selvom jeg kan være ovenud tilfreds med det, så kunne disponeringen af kræfterne have været noget bedre. Med en forskel på 13 minutter og 40 sekunder mellem 1. og 3. omgang er forskellen over løbet for stor – også selvom 1. omgang reelt skal korrigeres en smule for det hurtigere startloop på første sløjfe. Omvendt varmer det, at jeg ville have kørt en 17. plads hjem, hvis jeg havde stillet op i C-rækken. Det går altså fremad med formen, og den rigtige træning gør altså underværker 🙂