Vejen til Bike TransAlp 2020

6. august 2019

Alle har en 2020-plan

Virksomheder har én. NGO’er har selvfølgelig også én. Ethvert politisk parti SKAL have én. Derfor må vi osse. “Vi” er Morten Degn Frandsen, selvstændig fotograf på 42 og Nikolaj Høncke Keldorff, konsulent på 37. To glade motionister med hang til mountainbike, det gode kammeratskab og særligt til de storslåede eventyr på cyklerne.

Vi har også en 2020-plan. Nemlig at køre et af verdens hårdeste etapeløb på mountainbike i 2020. BIKE Transalp, der over syv etaper strækker sig over 550 km og 18.500 højdemeter igennem dolomitterne fra Tux i Østrig til Molveno i det nordlige Italien. Der er over 1000 deltagere fra mere end 40 lande, og man finder alle de velkendte professionelle ryttere til start.

“Enhver idiot har jo en 2020-plan i disse tider. Det har vi osse. Vi vil prøve kræfter med et af verdens hårdeste mountainbike etapeløb – BIKE Transalp i 2020.”

Morten Degn

Hvorfor kører vi Bike Transalp i 2020?

Ganske simpelt fordi vi kan. Eller måske rettere – fordi vi måske kan. Fordi vi drømmer stort, elsker eventyret, rejsen og fordi man skal huske at bruge livet til alt det, man drømmer om. Og når det netop er så stort et løb som det er, så vil det teste os i alle henseender – både fysisk såvel som mentalt. Individuelt og som makkerpar. Og så gør vi det ikke mindst fordi det nok er det tætteste vi realistisk set kan komme på en “Cape Epic“-oplevelse, der til sammenligning koster cirka ti gange så meget hvis man som os er helt almindelige dødelige deltagere. Til sammenligning byder fx Swiss Epic på 350 km fordelt på 12.000 højdemeter, Andalucia Bike Race lyder på 382 km over knap 8.000 højdemeter og  Cape Epic er på 624 km og 16.650 højdemeter. BIKE Transalp kan dermed godt siges at kunne måle sig med Cape Epic og er bestemt i blandt de hårdeste etapeløb på mountainbike i verden.

Hvad er så vores forudsætninger for at tage på sådant et eventyr? Ja, de er nok ikke de bedste. Vi er glade motionister, men har ikke ligefrem en stærk træningshistorik gennem de seneste par år. Det er heller ikke fordi at den umiddelbare fysik er på plads. Der skal med andre ord både tabes en hel del kilo og bygges en solid form op for at det kan lade sig gøre at gennemføre et sådant løb – men mere om det lidt længere nede. For vi har både viljen til eventyret og så ved vi, at vi kører godt sammen. Det beviste vi overfor os selv da vi i 2018 gennemførte 3 1/2 dags etapeløbet Alpentour Trophy i østrigske Schladming sammen – med begge knap tre måneders aktiv træning som forberedelse. Her endte vi med at køre parløb gennem hele løbet ligesom vi har gjort det i andre løb. Og så er vi også begge gamle sportsdrenge i teenageårene, så det ligger i os at yde – og vi kan li’ det.

De hårde tal og overvejelser

Vejen til 2020 byder på et vægttab for begge parter på holdet, og vil helt sikkert udfordre os, da vi skal realisere et vægttab samtidig med at vi bygger på formen.

Morten Degn Frandsen
Vægt: 76,0 kg
Fedtprocent: ca 15-16 %
FTP: 216 watt
Watt pr. kg: 2.84 watt

Ønsket racevægt: 70 kg
Ønsket vægttab: 6 kg
Ønsket Fedttab: 6 kg = ny fedtprocent på 8,6 %

Mortens tanker om processen: “Det bliver historien om vejen gennem et umiddelbart uoverskueligt projekt for mit vedkommende. Som gammel atletikudøver tilbage i halvfemserne (primært indenfor stangspring) har jeg alle dage været bedst til den korte distance. Så jeg må indrømme, at dét at skulle træne sig op til 550 km og 18500 hm på en cykel fordelt på kun 7 dage, at skulle indgå i et unikt makkerskab, hvor vi er afhængige af vores fælles træningsindsats, kan virke ret uoverskueligt når jeg lige tænker over det. Jeg er både familiefar til en dreng med udfordringer og mand til en fantastisk hustru, selvstændig med skiftende arbejdstider – og det gør ikke ligefrem vejen til sådan et projekt nem! Men jeg er ligeglad, for jeg er sikker på, at når vi sidder i Molveno i slutningen af uge 28 næste år, med 18500 hm i benene, er jeg blevet et bedre menneske på alle parmetre. I en alder af 42 år og med halvdelen af livet tilbage vil jeg samle på de godt oplevelser. Dem der gør mig til et bedre menneske. For mig bliver det sværeste at holde motivationen, og vejen til det kunne være nogle kortsigtet planer, nogle delmål. Og jeg følger samme træningsplan som Nikolaj – om jeg så når de samme watt bliver spændende.”

Nikolaj Høncke Keldorff
Vægt: 78,0 kg
Fedtprocent: 19,2 %
FTP: 248 watt
Watt pr. kg: 3.17 watt

Ønsket racevægt: 67-68 kg
Ønsket vægttab: 10-11 kg
Ønsket Fedttab: 10 kg = ny fedtprocent på 8,5 %

Nikolajs tanker om processen: “Jeg står overfor en kæmpe udfordring som jeg glæder mig til at være hudløst ærlig om her på bloggen. Jeg skal tabe mig en hel del og af med en masse “far-fedt”, og det svære bliver i den proces, at både tabe mig samtidig med at jeg skal ligge en hård træningsindsats. Jeg ved af erfaring at det er en svær balancegang. Omvendt har jeg gennem de sidste 3-4 år haft et stort mål om at komme ned under 70 kg, så nu er chancen vist ikke større. Jeg vil dog prøve at gøre det lidt langsommere denne gang for at gøre det mere holdbart. Realistisk set vil jeg gerne ned på 72-70 kg i løbet af 2019 og en fedtprocent på 12-13% målt på min sportsvægt, og så kan jeg tage det sidste vægttab i løbet af foråret 2020. Samtidig vil jeg gerne over 4 watt pr. kilo, og det vil kræve en FTP på 268 watt ved en vægt på 67 kg. Det er min plan nu og her, og det skal nok blive hårdt 🙂

Jeg tror ikke det svære bliver at få FTPen op på det ønskede – det bliver derimod svært at realisere et så ambitiøst vægttab i processen. Det er min største udfordring.”

Planen er nu, at vi får gang i en konsistent og vedvarende træning og bygger på grundformen og samtidig får styr på vægttabet i løbet af 2019, hvorefter vi så i slutningen af efteråret skal skifte til den egentlige træning frem mod juli 2020. Men meget mere om det senere her på bloggen.

Fremover vil vi opdatere løbende med indlæg om, hvordan vi griber vores forberedelser an, løbende statusopdateringer og erfaringer, videoer med mere.

Vi ses på sporet!

/Morten & Nikolaj


Links

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *