Alpentour Trophy 2018 tilbageblik

14. august 2019

Tilbage i juni 2018 kørte vi 3 1/2 dages etapeløbet Alpentour Trophy i Schladming, Østrig sammen med en lille gruppe af klubkammerater. Dette er beretningen om optakten, løbet og fødslen af nye drømme.

Optakten

Tilbage i 2018 snakkede flere af os i klubben om muligheden for at prøve kræfter med et etapeløb uden for landets grænser. De fleste mountainbikere med hang til XCO eller XCM er fascinerede af det årlige Cape Epic – et 8 dage langt etapeløb, der køres i sydafrika med deltagelse af hele verdenseliten og som skyder sæsonen i gang. Uopnåeligt for de fleste. Nok mest på grund af afstanden til Sydafrika men bestemt også på grund af prisen, der for et duo-hold vist nemt løber op i tæt på 80-100.000 kr. Og man skal udenfor landets grænser for for alvor at prøve kræfter med et etapeløb på mountainbike. Ikke fordi vi ikke har terræn i Danmark til det, men for det meste har vi lange marathonløb indenlands. 
Flere klubmedlemmer har allerede været ude og bide skeer med de hårde løb over flere dage. Både i Polen, Tyskland og Østrig.

En infoaften i begyndelsen af 2018 blev startskuddet for hvad der endte med at være et brag af en tur. Vi fik insiderviden om løbet og det blev aftalen, at man måtte melde ind, hvis man regnede med at ville deltage. Efterfølgende formede vores seks-mandsgruppe sig, vi indløste billet til løbet og begyndte for alvor træningen.

Træningen op til

Alpentour Trophy er et fire dages etapeløb på samlet 220 km og 8800 højdemeter. Med den daglig både start og slut i byen og skidestinationen Schladming i det nordlige Østrig er det både et praktisk løb at køre til fra Danmark, men også under selve løbet, hvor man slipper for transit og kan sove på samme hotel nat efter nat. Samtidig giver det også mulighed for at man kan have en større mængde grej med fra fra Danmark og holde sig kørende mellem etaperne via “self-service”.

Alle i seks-mandsgruppen gjorde sig hver deres forberedelser, og for os fungerede det skide godt at vi fra starten etablerede en fælles tråd i Facebooks Messenger. Her blev der skrevet løbende, delt billeder fra og opmuntret til fortsat træning og det var med til at gøre optakten i gruppen god og sammenholdet var allerede vokset betragteligt inden vi sad i bilerne på vej mod Østrig. 

Nikolaj: “Min træning op til Alpentour var præget af en svingende træningsindsats. Dels pga. en i forvejen presset hverdag men også fordi jeg de seneste 4-5 år har døjet særligt meget med pande- og bihulebetændelse. Det har gjort, at jeg nærmest konstant har gået rundt med en ulmende betændelsestilstand, som hvert øjeblik kan give ret så store smerter.”

“Og når jeg så intensiverede træningen på cyklen, så røg jeg gerne ned med sådan en omgang. Hver gang med det resultat at jeg slet ikke kunne sætte mig på cyklen og er helt handicappet i forhold til træning over en længere periode. Så alt i alt blev det for mit vedkommende ikke til meget mere end 3 måneders effektiv formopbygning op til Alpentour, hvilket jeg godt vidste var langt fra optimalt.”

“Jeg ville (også her) gerne have været under de 70 kg og haft minimum et halvt års koncentreret træning i benene og kroppen inden vi sad i bilerne mod Østrig, men sådan gik det ikke. Formen var derfor ok uden at være prangende, og jeg tror at min FTP lå på henved 250 watt og vægten på ca. 73,5 kg. Det gav mig en watt pr. kilo på ca. 3,4 til turen, så for at være helt ærlig, så var jeg oprigtigt talt ret nervøs i ugerne op til afgang – og særligt forud for første etape. Jeg anede ikke om kroppen “var dér” og om jeg ville kunne klare mig op over de ret skrappe stigninger dag efter dag.”

“Jeg havde reelt set kun nået Base-programmet på Trainerroad, som jeg bruger som træningsplatform og -plan, og jeg nåede derfor ikke hverken deres Build- eller Specialization-program. Derfor havde jeg stort set ikke nogen VO2max træning i bogen. Noget jeg skulle komme til at mærke noget så eftertrykkeligt da vi ramte de skrappe stigninger i de østrigske alper.”

Morten: “Jeg havde heller ikke den bedste optakt til løbet – langt fra faktisk! Der var simpelthen for travlt i mit liv op til, hvor jeg byggede nyt studie op, og måtte bruge al min energi på det. Det gik ud over træningen, og i lange parioder var jeg faktisk ikke i stand til at kunne træne noget særligt – men heldigvis kunne jeg så fokusere på at tabe mig under byggeriet, hvor træningen måtte ligge stille. Alt i alt blev det til næste 8 kilo tabt vægt op til Alpentour.”

“Da vi var færdige med studiet 6. april kunne jeg igen for alvor komme i gang med træningen, og jeg holdte fokus på lange ture for at vænne kroppen til den hårde belastning og træne holdbarheden. I forhold til kost var jeg meget fokuseret på at træne kroppen over i ketose, så den var optimeret til fedtforbrænding. Derfor skar jeg også kraftigt ned på kulhydraterne, og det gav gode resultater!”

Klubturen til Alpentour

Gruppen formede sig som vi alle fik indløst billet. Det var “krogen” for de fleste af os. Nu forpligtede vi os økonomisk. Så var man “med i hulen”. Vi gik samtidig på jagt efter indkvartering, og her undersøgte vi først hotellerne og lejlighederne umiddelbart omkring start- og målområdet ved foden af Planai-liften i centrum af Schladming. Der var allerede optaget, så vi måtte lidt længere væk. Efter et par missere endte vi med et rigtigt fint hotel med lejligheder på skråningen lige ovenfor byen. Mere om indkvarteringen senere.

Frem mod afgang aftalte vi også hvem der havde hvilke ting med, så vi ikke alle slæbte det samme værktøj med. Og hvem der tog kaffe(!) med! Og således blev det tirsdag morgen (5/6), hvor vi alle kl. 8 mødtes ved Morten og pakkede de to biler med cykler og grej, kyssede koner og kærester farvel og satte snude og GPS efter Østrig i kortege ned ad den jyske E45. Vi havde aftalt at vi kørte tirsdag for at nå derned allerede tirsdag aften, så vi havde onsdag til at “lande”, få styr på grejet og lige nå en træningstur i området inden det skulle gå løs torsdag morgen kl. 10. Vi havde en sjov tur sydover og ramte hotellet ved 22-tiden klar til at ryge i seng med det samme.

VLOG – Løbsoptakt

Morgenen efter vågnede vi til et flot vue ud over byen og vi var alle helt oppe at køre. “Kæft det hér spiller!”. Vi har kommet godt frem, der var godt vejr og varmt, hotellet spillede – det kunne ikke blive bedre! Det blev til store 65kvm lejligheder, hvor vi boede tre og tre, men der var reelt plads til 4 mand høj i hver lejlighed. Så der var masser af plads, og det var rart at vi kunne få cyklerne med ind i lejligheden. Hotellet hed Apparthotel Feriealm (https://www.keinprecht.com/ferienalm/) og lå som sagt lige ovenfor byen – med en fremragende udsigt ud over dalen og bjergene.

Vi gav 288 euro for hver lejlighed på med to soveværelser for de fire overnatninger, vi havde på hotellet – super billigt. Og så tilkøbte vi morgenmadssbuffet på hotellet, som også var rigtig fin, som vist kostede 50euro oveni pr. mand. Bestemt et sted vi alle kan anbefale!

Efter en god morgenmad fandt vi cyklerne frem og fik tøjet på. Vi skulle ned og inspicere startområdet, ud på en træningstur og afslutningsvist have hentet vores startnumre, så vi var klar til starten torsdag.

Vi var blevet anbefalet lige at prøve nedkørslen fra bjerget til målområdet, som vi hver dag ville slutte etaperne med, og det viste sig at være en god idé. For hver etape slutter med at man bliver ledt ind på downhill-sporet på forskellige punkter, som så ender i målområdet for foden af Planai-liften midt i Schladming.

Dét er noget af en hidsig tur på en xc-cykel, og derfor en god idé at prøvekøre den inden man på første etape godt træt skal ned af den i løbet. Den er fed med kæmpe berms og masser af flow og speed, og man kan virkelig få smæk på! Således endte vi med at ramme målområdet, fik udleveret vores løbsposer med numre og resten af onsdagen gik med at lade op til løbsstart torsdag.

Etapesammendrag

Første etape bød på 71km og 3100hm på papiret i en etape, der kørte over Dachstein-plateauet op over bjerget og bød på fire skrappe toppe, der skulle bestiges. At vores gamin’er efter etapen “kun” stod på ca. 2700hm var der ikke nogen af os der for alvor klagede over. Det var en fantastisk oplevelse at rulle fra hotellet ned i byen og mod startområdet torsdag morgen.

Byen summede af aktivitet og der var hakkede ryttere alle vegne, der varmede op eller rullede ind med deres grej til starten. Det var bestemt ikke et gennemsnitligt motionsløb, vi skulle i gang med – det var tydeligt. Der var teamtelte i hele området, og flere proff’er sad på rollers og varmede op til starten. Vi nåede alle også en god opvarmning inden vi begyndte at rulle ind i startboksen med de 490 andre ryttere.

Etapeprofil – 1. etape

Et kæmpe setup, der var klar til at sætte i gang med masterstart ud af byen efter løbets kommissær i bil og med motorcykler både foran og bag feltet. I startboksen stod vi så både benovede og spændte som flitsbuer. En vild oplevelse allerede der! Der var en super stemning og alle var klar på at komme af sted. Bang! Så gik starten, alle klikkede i og rullede i ét stort samlet felt efter bilerne ud gennem byen.

Efter et par kilometer blev løbet så givet frit, og fra den bagerste del af feltet kunne vi se, at de i fronten allerede spurtede afsted. Kæft et tempo at ligge fra land med, men omvendt handlede det selvfølgelig allerede om positionskampen for at komme bedst muligt ind på sporene, som vi snart ramte.

VLOG – 1. etape

Dagen bød først på en “lille” klatretur på ca. 350hm op på plateauet ovenfor byen, så en lille nedkørsel, hvorefter vi skulle tage fat på dagens største stigning – 700hm over 11km. Morten og jeg fandt hurtigt sammen og skiftedes til at tage føringen. Vi blev både overhalet bagfra og overhalede selv en del. Det var allerede tydeligt at selvom alle i startområdet så hakkede ud, så var der nogen til start som ikke ville kunne gennemføre hverken dagen eller løbet.

Selvom vi ikke forud for løbet eller etapen havde aftalt at følges, så endte det sådan, og vi kunne hurtigt mærke, at vores tempo var så tæt på hinanden, at det gav god mening at gøre makkerskab. Og det var godt at vi havde hinanden at læne os op ad, for der er lange(!) stigninger i løbet, og allerede på dagens første hårde stigning brugte vi hinanden til at holde humøret oppe. Og når man klatrer 1 time og 10 min er det sq rart at kunne hjælpe hinanden.

Efter en fed og vild nedkørsel kom de næste udfordringer. Og her skal vi indskyde, at det ikke nødvendigvis er de store bjerge, der byder på de største udfordringer. Faktisk vil jeg sige, at det er de små, “korte” med skarpe spidser man skal have meste respekt for. Flere steder skulle vi op ad noget, der ramte 27-28 procent i stigning, og her er det altså ikke ens aerobe base, man kører på. Der skal arbejdes anaerobt, og det er altså nogle lange stigninger i forhold til hvad vi er vant til i dk.

Vi holdt os til en strategi, hvor vi kørte konservativt med tanke på de kommende dage stadig med kæden stram. Vi kom ind lige under 6 timer og kan se på garminen, at vi har holdt stille næsten 40 minutter på etapen i depoter mv. Moving time var 5:20. Til sammenligning kan vi sige, at de hurtigste drenge, Lakata, Hynek, Longo, Geismayr osv kører de 21km af etapen, som næsten er én lang stigning, på ca. 56 minutter med et snit på 19,5km/t – vi bruger 1:37 med et snit på 11,2km/t.

Nå, meget tilfredse med at vi alle var kommet godt gennem første etape tog vi tilbage til hotellet, fik et velfortjent bad, benene op og i recovery-boots, sukker og kulhydrater indenbords, og så begyndte vi ellers at studere morgendagens ruteprofil. Vi var advaret på forhånd, og det skulle da også vise sig at blive en skrap een!

Etapeprofil – 2. etape

Anden etape var for alvor prøven på, om vi kunne stå distancen. I princippet kan de fleste køre en etape som på førstedagen. Spørgsmålet er, om man har form og ben til at sætte sig på cyklen dagen efter og gøre det igen, for så at gøre det igen dagen efter. Og 2. etapes menu bød på noget af en bjergbestigning. “Hockwurzen Giglachseen” hed den – op til Giglach Seen, en smeltevandssø i 2000 meters højde og løbets højeste punkt. Samlet 61km og 2800 højdemeter, der dog i virkeligheden “kun” var ca. 2400hm. Dagen startede med en lang stigning på 15km – direkte fra etapens start, og vi fandt hurtigt ind i en rytme. Efter halvanden time ramte vi toppen af Hochwurzen og så stod den på en lang nedkørsel til foden af Giglach.

Og klatreturen op ad Giglach skulle vise sig at være noget at det skrappeste, vi skulle igennem. I snit bød den på +15-16% med flere passager derover, og der er altså stor forskel på at køre de lidt “blødere” lange stigninger mellem 9-12% og så sådan en kleppert. Det nipper i lårbamserne📌! Og da vi så ramte dagens andet depot efter 33,4km og troede at vi var på toppen gik det op for os. Vi manglede lige de sidste 450hm, og nu steg den altså endnu mere! Med en lang passage nær 20% i snit måtte vi af og trække flere gange. Og som for lige at gnide lidt ekstra salt i den sårede stolthed kom et ældre østrigsk ægtepar let susende forbi os opad passagen på e-bikes (idioter).

VLOG – 2. etape

Da vi totalt flade ramte toppen vendte humøret på et splitsekund. Om det var højderne eller det faktum at vi var så udmattede som vi var ved vi ikke. Men synet af en blank smeltevandssø i 2000 meters højde omgivet af snedækkede bjergtider rørte os virkelig imens vi rullede den næste syre ud af benene gennem det plade stykke på toppen. Det var spektakulært, smukt og storslået. Et par fluefiskere stod og fiskede i den smukke og næsten gennemsigtige bjergsø, hvor man tydeligt kunne se de flotte bjergforeller🐟 gennem vandspejlet.

Vi kan derfor på det varmeste anbefale, at man oplever Giglach Seen – omend vejen derop er lidt(!) hård 😉 Nedkørslen var mindst lige så spektakulær, og virkelig teknisk. Store løse granitstykker, hvor farten er høj kræver at man lader cyklen arbejde frit under sig. Et par steder stod der officials i svingene for at sikre, at man så svinget og ikke tordnede ud over bjergsiden. 

Det var en fantastisk og helt vild nedkørsel der førte os tilbage til bjerget ved Schladming, som vi endnu en gang kravlede op ad, rundt om for derefter igen at køre ind på downhill-banen – men denne gang lidt højere oppe end på 1. etape. Dermed fik den igen gas ned mod målområdet ad et ultra-fedt downhill-spor. Et smart kneb af arrangørerne, der sikrede, at (næsten) alle deltager igen sluttede dagen af med et kæmpe smil på læben!

Etapeprofil – 3. etape

Den tredje etape bød på en på papiret lettere dag, men med to krævende etaper i benene var den bestemt hård nok. De første 20 kilometer var lidt tekniske med længere stykker på rødder som vi danskere jo faktisk har ret gode forudsætninger for at være gode til. Og både østrigere, tyskere og italienere var faktisk jævnt ringe til disse stykker, så vi fik sat ind på selvtillidskontoen med en rigtig god passage af denne del af etapen.

På dagens stigning havde Morten og jeg begge kriser – heldigvis forskudt af hinanden. De forudgående etaper sad i benene og det fik vi at mærke på skift. Heldigvis blev det aldrig helt kritisk, vi holdt hinanden igang og vi fik bagdelene med op over toppen, der de sidste 200 meter var alvorligt stejl.

Derpå fik vi endnu en laaaang nedkørsel (+15 kilometer) hvor den fik fuld gas inden vi for sidste gang ramte en klatretur på bjerget ned til Schladming. En sidste tur nedad downhill-sporet til mål afsluttede etapen, og vi fik den denne gang i en version, der var noget længere end de forudgående dage.

VLOG – 3. og 4. etape

Opgaven på sidstedagen virkede umiddelbart overkommelig. En enkeltstart op ad bjerget vi hver dag havde kørt nedad – 14 kilometer og 1300 højdemeter i ét ryk – på tid. Og startrækkefølgen var vendt om, som vi kender det fra fx Tour de France. Dvs. at den førende rytter startede til sidst.

Allerede aftenen inden den afsluttende etape og enkelstart på bjerget var stemningen i lejren lettere nervøs. Dét at skulle køre helt alene mod klokken op ad bjerget virkede lettere angstprovokerende, og med de forudgående etaper i benene var det svært at vurdere, hvordan den sidste katretur skulle disponeres. Vi kigge grundigt på etapeprofilen og prøvede at blive kloge på, hvordan den skulle køres.

Da vi på løbets sidste dag kørte ned i startområdet var vi alle godt nervøse. Vi havde fra andre ryttere hørt, at man virkelig skulle have respekt for etapen, og det lagde selvfølgelig oveni vores i forvejen noget urolige maver. Synet ovenfor målområdet gjorde det absolut ikke bedre! Chokerede så vi, at man startede med at køre op(!) ad det downhill spor, vi havde kørt nedad de sidste tre dage. FUCK! “Det er jo sindsygt stejlt!”

På etapeprofilen så den ikke slem ud – men det var den!

Og det var det! Pludselig gik det op for os at vores værste anelser blev overgået. Flere dele af turen op ad bjerget skulle køres på DH-sporet. Og UCI-kommisæren, startboksen og tidstagningen både lignede og lød som det, vi kender fra touren. Det var alvor. Vi var alle pressede på forhånd nerverne sad uden på tøjet.

Én efter én røg vi i startboksen og kom afsted på dagens udfordring. Og hvilken udfordring. Aldrig er en etape blevet undervurderet så meget. Det var vi alle enige om bagefter. Stigningerne var voldsommere, vildere og længere end noget, vi nogensinde har kørt. Særligt hidsigt var et skovstykke ca. 2/3-dele oppe ad bjerget, hvor det i næsten 2 kilometer gik lodret op ad DH-sporet. Med stigningsprocenter på over 18- 22% og flere steder op mod de 30%. Det var sindsygt og mange måtte af og trække og skubbe deres cykler på de værste passager.

Sidste fællesbillede på toppen af bjerget efter en sindsyg enkeltstart på sidste etape

Vi overlevede alle turen op ad bjerget, men også kun lige knap. Sikke en afslutning – det var sindsygt. Og lige så sindsygt hård det var, lige så fedt var det at slutte på den måde, for den omvendte startrækkefølge gjorde, at de hurtige selvfølgelig kom næsten sidst op på toppen – så stemningen var helt vildt fed, da alle deltagere og tilskuere var samlet dér på bjerget til afslutningen!

Vi havde fået lov til at lave en “late check-out” på hotellet, så vi fik et bad og mad inden vi alle trætte og mætte vendte bilerne mod nord og startede hjemturen.

Det er svært at vise, hvor stejlt det er på billeder. Men den var led. Det må i tage vores ord for.

Makkerskabet og de nye drømme

Allerede i bilen på vej hjem mod Danmark indfandt der sig en “etapeløbs-blues” i bilen, for det havde været en stor oplevelse at køre et rigtigt etapeløb. Og det var en oplevelse, der gav blod på tanden. Vi ville have mer’!

Så i bilen hjemad blev der søgt på etapeløb i europa, og inden vi nåede den dansk-tyske grænse var idéen om at gennemføre et “full-blown” 1-uges etapeløb født. Cape Epic var målestokken for, hvor vildt det gerne måtte være. Valget faldt på BIKE Transalp. Og denne gang skulle vi deltage som regulært duo-hold… et nyt mål var født!

Galleri fra turen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *