Fjordløbet
Fjordløbet er med til at markere starten af Randers festuge, og er hovedsageligt en familie-begivenhed hvor over 1200 randrusianere, børn som ældre, ruller en hyggelig tur i Randers og omegn en søndag i august. Så er der også gruppen af motionsvæddeløbere, der på en 107 km rute kan give den gas og prøve sig selv og hinanden af på klassiske stigninger som Hadsundbakken, brostene på Mariagerstigningen og slutte på Sødisbakke.
Jeg var blevet lokket med af Henrik Kirk fra MTB Randers, som mente, at vi skulle prøve at presse os ind i en tid under de 3 timer. Dermed skulle vi holde et snit på ca. 35,7 km/t eller derover, så vi skulle altså med fra start. Med en vejrudsigt, der lovede op til 11 sekundmeter betød de både hård med- og modvind på ruten – opskriften på en super søndagstræning!
Jeg følte mig ikke videre oplagt fra morgenstunden trods en god nats søvn, og var sq ikke helt i hopla”, som jeg ellers plejer at være når der står løb på programmet. Nå, men afsted mod starten kom vi, og jeg tog 2 dunke fulde af energi med samt et par gels i baglommen. “Det må kunne gøre det” tænkte jeg.
Der var 219 til start (ifølge Sporti), og vi placerede os imellem de ca. 40-50 forreste, da nedtællingen begyndte. Henrik tippede, at det altså bare var med at hænge i fra start, og så være obs på bakken og brostenene i Mariager. Og da starten gik fik han ret. Det gjaldt om at holde sig til og komme “med”! For huller opstår hurtigt, når hastigheden er høj og man skal træde MEGET hårdere, hvis der er 4 meter op til gruppen foran, end hvis man holder hjulet.
Første grund – Hård træning
Landevejen kan være et super supplement til mountainbike-træningen, for kæden skal holdes stram konstant! De første 10-15 minutter lå jeg næsten konstant i rød-violet. Helt på limit og lidt over. Jeg sad et par gange og begyndte at konstruere dårlige undskyldninger til Henrik om, at jeg måtte stå af, fordi benene ikke lige var der i dag. På den første længere bakke måtte jeg se frontgruppen sejle væk. Jeg eksploderede ikke, men kunne simpelthen ikke holde på hele vejen op og få røven med. Øv. Men også en lettelse. Hjernen jublede “nu blir’ det mindre hårdt!”. Men nej, selvom frontgruppen var stukket af formede der sig hurtigt en kæmpe stor 2. gruppe, og jeg vil tro at vi var 30-35 mand. Og kæden blev i den grad holdt stram! Selvom vi havde en massiv medvind på den første times tid af ruten, så blev der ikke slækket på farten. Vi kørte længere passager med 45-48 km/t, og jeg lå i lang tid helt oppe i det røde felt – trods medvind! Det giver altså en kanon træning at holde så vedvarende et tryk på, og det er svært at gøre på mtb i skov, hvor det hele tiden går op og ned, ud og ind.
Anden grund – hold dit hjul
Selv dér i medvinden måtte jeg gang på gang kæmpe for at lukke huller foran mig, som jeg mestendels selv var skyld i åbnede sig. Og selv i medvind betyder det alverden at holde hjul. Som nævnt forstærker farten på landevejen effekten, og selvom vi i skoven godt ved og kan mærke, at vi kan slappe lidt mere af, når vi holder hjul på én eller flere ryttere, så forstærkes den oplevelse med en faktor 5 på landevejen. Heldigvis faldt der lidt mere ro på gruppen da vi slog om i modvind, og for første gang begyndte jeg at føle lidt overskud.
Tredje grund – kør rulleskift
Særligt i modvind er det en rigtig god idé at arbejde sammen og tage føringer på skift. Men til min store overraskelse, så var der virkelig mangel på samarbejde i vores ellers nok så store gruppe. Der var ikke mange, der tog føringer, og farten faldt helt naturligt i modvinden. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at der ikke var mere samarbejde, og det kan jeg til stadighed ikke. Hvorfor ikke samarbejde ved at køre rulleskift med korte men hårde føringer med det resultat, at vi alle ville komme hurtigere hjem? I stedet sad få mand og tog endog ret lange føringer der i modvinden – ikke optimalt for at opretholde så høj en fart som muligt. Da vi hentede et par A ryttere, der var smidt af frontgruppen eller havde haft defekter prøvede de forgæves at animere gruppen til at samarbejde for at holde farten højere oppe. Men det holdt kun kortvarigt, for vi var 25km fra mål, og åbenbart sad der mange og sparede sig – ellers osse sad de faktisk på limit og ikke kunne ikke arbejde. Selvom vores rulleskift kun holdt ganske kort var det fedt at køre med i, og jeg fik endnu en gang bekræftet, hvor meget det giver i fart, når alle arbejder sammen. Her er der bestemt også noget at lære for mtb’ere, der gerne vil køre intelligent. Fx. gennem marathon-løb, hvor man ofte havner i grupper eller deciderede felter.
Fjerde grund – Taktisk træning
At køre intelligent er vel noget vi alle gerne vil. Og det kan man bestemt også træne ved at køre på landevejen. Jeg rystede gentagne gange på hovedet af mig selv når jeg lå helt forfærdeligt i enten mod- eller sidevind eller placerede mig helt forkert før skarpe sving. Der kan man lære af at iagttage de gamle ræve på landevejen, for er der noget de (fleste af dem) har næse for, så er det at køre intelligent og placere sig smart. Så anbefalingen herfra er, prøv landevejen. Her kan du som mountainbiker faktisk godt lære noget af “landevejsfolket” du kan bruge til at blive bedre i skoven 🙂
/Nikolaj