Her følger beretningen fra sæsonnens tredje sidste løb, hvor den fik én over snuden syd for Aarhus…
Søndag d. 1. september skulle den have en over nakken. Vi skulle have en hård træning i race-pace til Marselisløbet 2019. Vi skulle på landevejen, og vi skulle have en hård, fed dag og lave noget fed video ud af den. “Skulle” er her kodeordet. Som du nok kan regne ud gik det ikke heeeelt som planlagt – forklaring følger.
For at få nogle hårde træningsløb i bogen sammen har vi hen over efteråret lagt et program, der strækker sig til oktober, hvorefter vi går på “vinterpause” og tilbage til den tunge basetræning op mod næste sæson. Marselisløbet skulle altså bruges som en hård fællestræning, og samtidig ville det blive Mortens første løb på de smalle.
Da der igen var tale om et træningsløb er der derfor ikke de store forberedelser at berette om. Træningsløb skal betragtes som en integreret del af ens træning, og derfor bør man som oftest ikke skrue ned for træningsmængde eller -planer i ugen eller dagene op til sådant et løb. Det skal blot indgå som en ekstra del af den regulære træning, man er i gang med.
I bilen mod Aarhus var der derfor heller ikke de store taktiske overvejelser, der skulle vendes. Vi var enige om, at vi bare skulle gøre det så hårdt for os selv, som muligt – og det skulle snart vise sig at være ganske nemt!
Det løse headset
Vel ankommet til Aarhus og endda i ekstra god tid tog vi cyklerne af bilen og rullede over mod løbspladsen for at hente startnumre. Allerede efter 50 meter kunne jeg mærke, at der var et eller andet helt galt. Når jeg tog på bremserne hoppede og hakkede cyklen, og nogle meget ubehagelige vibrationer forplantede sig gennem hele stellet. Noget var bestemt ikke, som det skulle være. For fa…..
Nå, vi hentede numre og rullede tilbage til bilen for at skifte. “Jeg tror sq jeg har et løst headset” fik jeg sagt til Morten, lettere bekymret. Jeg måtte finde multitool’et frem imens jeg tænkte tre uger tilbage, hvor jeg skiftede støvkappe samt afstandsringe inden jeg satte cyklen tilbage i hometraineren. Da jeg fik styret af var fejlen til at få øje på. Den nye støvkappe pressede ikke tilstrækkeligt hårdt ned på kompressionsringen og dermed det øverste leje i headsettet. Ergo – løst headset! Fandens!
Fejlen bestod selvfølgelig i at jeg bare havde skiftet det uden efterfølgende at teste det ved at køre lidt rundt efterfølgende. Nå, vi pressede frempind så hårdt vi kunne ned samtidig med at vi spændte det op. Det hjalp noget. Men jeg var ikke stolt af situationen. Tænkte jeg måtte prøve at køre på det, og hvis det blev slemt, så måtte jeg stoppe.
Der var gået for meget tid med det mekaniske problem, for nu var der kun små 10 minutter til startskuddet! Hurtigt nummer på, et par gels i lommerne og hjelm/briller med, og så afsted. Vi skulle også lige have vand i dunkene. Så afsted tilbage til løbsområdet og få tanket op. Med fyldte dunke trak vi op mod den lange startbås. Vi jokede med at vi nu igen missede optakten helt men at det da nok skulle blive hård at starte som den absolutte bagtrop.
Den lille kanon og det store brag
Vi var endnu ikke nået op til boksen da der lød et øredøvende brag. Med en lille kanon(!) var løbet åbenbart blevet skudt i gang, og vi kunne se spidsen af feltet give den fuld gas ud ad boksen imens vi langsomt trillede om mod enden. Nå, vi må jo bare holde på blev vi enige om.
Afsted kom vi endelig som de to sidste rosiner i pølseenden, og vi skruede straks op for farten imens vi ad Strandvejen kantede os ud og ind mellem de øvrige ryttere. Op ad Højbjerg-bakken kørte vi yoyo og pludselig mistede jeg Morten af syne. Jeg rullede langsomt videre og blev ved med at holde udkig bagud. “Hvor faen blev han af?!”
Det endte med at jeg stoppede helt op lige efter Højbjerg-krydset og jeg skulle lige til at ringe til ham da han endelig kom ræsende. “Mit baghjul sad skævt i rammen!” nåede han lettere stakåndet at sige, da han bragede forbi mig. så tror da fanden at han ikke holdte hjul op ad bakken. Hver gang han havde rejst sig og trykket til havde han hørt den ubehagelige lyd af dæk mod carbon. 🤦♂️
Hvis ikke vi allerede havde gjort det svært for os selv, så havde vi det for alvor nu. Vi havde max. 20 ryttere bag os efter de første 8 minutter, og dermed var vi langt langt langt efter dem, vi burde køre med for at ligge nogenlunde fornuftigt i løbet niveaumæssigt. Vi var dermed på egen hånd, og måtte bare give den alt, hvad vi havde. Nu stod den virkelig på teamkørsel. 👌😎
To-mands-toget
Imens vi øgede farten ud af Aarhus lå Morten og dirigerede fra baghjul. Både farten og advarsler til de forankørende om at vi kom bagfra. Og sådan gik den vilde jagt. Jeg havde gode ben og tog fronten og Morten tog dirigentstokken og vi fik trænet kommunikation i høj fart. “Én op”, “en halv ned”, “ok her” og “med” – små, korte kommandoer, der fortalte mig præcist hvordan jeg skulle køre og føre. Det virkede.
Vi formede et to-mands-tog. Det gik der ud af over Mårslet, Tander, Tulstrup og Torrild mod toppen af Horsens fjord. Vi holdt farten så høj, som vi kunne og strøg forbi hver gang vi nåede op til en gruppe. På den måde fik vi sat i banken af selvtillid, for selvom vi selvfølgelig overhalede ryttere vi var niveauer over, så er en overhaling nu en gang en overhaling. Da vi rundede de 45km ved udmunding af Horsens fjord fik vi følgeskab af først én og senere én mere, som røg ind på smækken.
Vi holdt farten så høj som formen tillod og kørte max hele vejen hjem til Aarhus, og det er altså her landevejen kan noget, som skoven ikke kan. Landevejen kræver et konstant og vedholdende tryk i pedalerne. Der er ingen nåde, og ve den, der ikke holder hjul. Det straffes med det samme. Vi holdte trykket så højt, som vi kunne holde til og tømte køllerne helt for kræfter på de sidste kilometer gennem Marselis skov og på opløbet langs Standvejen ind mod Tangkroen.
Tak for kaffe!
Vel i mål var stemningen høj, og arrangørerne har virkelig stablet et fint start- og målområde på benene der på Tangkroen. Med til at gøre det festligt var også Salling Group, der havde et stort setup med til deres deltagere, der vistnok var på nær ved +400 ryttere. Vi hoppede i kaffebussen for en varm kaffe og en kold Redbull inden vi pakkede sydfrugterne og satte kursen mod Randers igen.
Status blev ca. 2 timer og 20 min i rød med masser af vind på snuden og en, trods de åbenlyse udfordringer, tilfredsstillende træningsdag i bogen!
Næste opgave var Aarhus Mountainbike Challenge fra selvsamme start- og målområde. Det var søndag d. 22. september – beretning følger!
More to come…
/Morten og Nikolaj