2021-planen

10. juni 2020

Vi gider næsten ikke skrive mere om den sk… virus. Den er der skrevet og sagt nok om. Nu skal vi se fremad. Men hvad gør vi, når hele 2020-planen er røget i vasken? Hvad er den nye plan? 

“Det hele er jo røget i vasken. Jeg må indrømme at jeg har været mentalt i kulkælderen over det her i faktisk 4-5 ugers tid. 14 dage før Coronaen sendte os hjem fra arbejde til isolation fejlede min nye hometrainer om aftenen som den gamle netop var blevet afhentet af en ny ejer om formiddagen. Så jeg var allerede sendt til tælling dér af ikke at kunne træne, som jeg plejede. Ventetiden på en ny var lang, og så ramte Corona, og det blev ret hurtigt klart med udviklingen af situationen i Østrig og Norditalien, at vores store projekt blev mere og mere urealistisk… det var en mental mavepuster af de helt store…”

– Nikolaj

Nu skal vi indstille kompasset og kalender på et nyt mål. Projektet har fået en ny tidsplan, og selvom det indledningsvist har været en svær og måske lidt bitter pille at sluge, så rummer det også et kæmpe potentiale. Vi har fået ét helt år mere at træne i. At forberede os i. Til at bygge på og bygge op. Vi strækker faktisk “rejsen” ét helt år længere – det er sq da fedt!

“Jeg tror faktisk jeg blev en lille smule glad med tanke på Nikolajs form ift. min egen. Nikolaj var stærk, så at få et helt års forberedelse mere sammen uden at skulle forhaste sig gjorde mig faktisk glad. Og gav mig samtidig en tro på at vi kommer bedre gennem det her sammen nu. Min træning blev selvfølgelig også skruet ned til at være mere lystbetonet, og betød at jeg fik fokus på det bløde i træningen, lysten, den friske luft og mindre struktur – det har været en kærkommen pause og givet mig et rigtigt boost – både mentalt og formmæssigt. Der er stadig lang vej endnu til jeg har den rigtige form, men nu er der ekstra tid, og det er en gave. Vi har tid til at arbejde med både formen, samarbejdet og det mentale – alle aspekter af projektet. Og jeg tror også at det er en gave at vi får tid til at fortælle historien bedre, som vi også begge brænder meget for i det her projekt. Finde flere samarbejdspartnere og få flere med på rejsen mod at nå sine personlige mål.”

– Morten

Ny plan, nye milepæle

Hvad gør vi så nu? Det er egentligt ikke så svært. selve træningsdelen handler om at gentage meget af det, vi allerede har gjort. XC Maraton handler om rå watt der skal kunne trædes i lang tid ad gangen – det er ren udholdenhed. 2020 bliver derfor (endnu) et opbygningsår, hvor det helt store mål er at skabe så godt et formmæssigt niveau, som muligt, som vi så kan bygge yderligere ovenpå i løbet af foråret og forsommeren i 2021. Målet er at opmå så høj en FTP som mulig med fokus på udholdenhed.

Det betyder, at vi nu “bare” skal bygge på. Vi skal “bare” fokusere på at få så god en form, som muligt. FTPen skal være så høj, som mulig, så vi har så godt et formmæssigt udgangspunkt forud for den endelige træning op mod juli 2021.

Det er jo nemt nok? Ja, det er sådan set bare et spørgsmål om at hænge i og undgå at brænde ud. Derfor vil vi prøve at veksle mellem base- og build-træning i Trainerroad-terminologi i resten af 2020. Keep it fresh!🤙🏻 Suppleret med så mange lange ture ud i det blå, som muligt. Og en træningslejr eller to håber vi også at få flettet ind i 2020-programmet, og så ber’ vi til de højere magter om en løb eller to i efteråret – gerne på maraton-distancen, så vi kan få bare lidt race-sult stillet!

“Hvis vi ser tilbage på træningen op til Alpentour i 2018, hvor mit fokus var 3-4 timers ture og hvor meget det gav mig, så vil jeg prøve at gentage det, og stadig prøve at holde min TSS-score høj fra uge til uge.

Jeg skal have fokus på længere ture og bygge udholdenhed på. Det er helt klar her mit fokus er ift. Nikolaj. Samtidig kan jeg mærke at kroppen skal udstrækkes og plejes, for det har jeg brug for. Samtidig vil jeg gerne have bygget styrke- og coretræning mere fast ind i min rutine …og så er starten med Louise Brown og mentaltræningen virkelig lovende og noget, jeg glæder mig til at udforske.

Den mentale træning forventer jeg kommer til at give mig mere overskud i hverdagen, mere ro på og tro på, at planen er den rigtige. Give ro på og ro i planen ja. Og den kan hjælpe mig med at acceptere de der dage, hvor jeg er træt og uoplagt, og kunne være i dét – og måske skrue ned i én træning, men stadig fuldføre.”

– Morten

Struktur og træningsformer

Trainerroad og den viden, vi har skrabet til os om fornuftig cykeltræning er stadig udgangspunktet for vores plan, og nu har vi lagt skabelonen for resten af 2020 og hele 2021.

Det betyder, at vi tager 2 ugers sommerferie fra struktureret træning i uge 29 og 30, og så tager vi vores off-season i hele november. På den måde får vi 4 ugers helt træningsfri inden 2021-programmet går i gang mandag 30. november.

“Jeg synes, at det er fedt at mærke, at vi begge virkelig har genfundet energien i projektet og motivationen. For jeg var faktisk ret bekymret for netop dét, da corona-krisen toppede tilbage i april. Der virkede projektet her fjernt og ret ligegyldigt. Men nu er ilden der igen – faktisk endnu mere end tidligere, og jeg kan også mærke på Morten at han virkelig er tændt!

Opstarten med Louise Brown har også været med til at sætte hele projektet i et nyt lys – for os begge tror jeg. Vi har arbejdet sammen med at formulere, hvad det er, der driver os, og hvad vores motivation er, og det giver os en ny fælles energi og commitment tror jeg.

…samtidig har vi så mange spændende vinkler på det at forfølge sine vildeste drømme som cykelmotionist, som vi gælder os til at folde ud og dele, nye samarbejder, interviews osv., så nu synes jeg faktisk det er fedt at rejsen er blevet ét år længere…!”

– Nikolaj

Nu er det bare på med cykelskoene, fylde dunken og så eller træne løs!

Vi ses i sporet! 👊🏻👦🏻👊🏻👱🏻‍♂️

// Morten & Nikolaj

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *