FTP-test, hvorfor?

21. juni 2020

Ja, hvorfor overhovedet teste sig selv? Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at du ikke behøver at teste dig selv. Mange elsker at cykle og finder nydelse i det, uden at have behov for at blande tal og særlig træning ind i billedet. FTP og ftp-test er for den slags cykelryttere. Træner man derimod fokuseret for at blive bedre og stærkere eller vil man gerne kende ens maksimale ydeevne, så kan en FTP test være en god idé. 

Hvad er FTP?

Du har måske hørt om det begrebet. Men hvad er det egentligt? “Functional Threshold Power” (FTP) er et udtryk for, hvor højt et watt-tal du, i hvert fald teoretisk, kan holde til at køre i én time. Fx. 180 watt konstant i én, hel time. FTP bliver også kaldt “syregrænsen” eller ens “tærskel”, og er egentligt et udtryk for din maksimale ydeevne, hvor dit energiforbrug er på sit højeste i forhold til den “motor”, du har. Kører vi over evne, så syrer vi til, og din FTP er altså grænsen. Kommer du over den, så ophobes syren langsomt og på et tidspunkt enten kan du ikke mere eller må nedsætte farten.

FTP måles derfor også i watt og ikke i puls-slag. Vi producerer watt, når vi cykler. Wattene er et udtryk for den kraft, vi sender gennem pedaler og krank som i sidste ende driver cyklen og flytter os. Derfor vil man også gerne have så høj en FTP, som muligt. Jo mere kraft til rådighed, jo stærkere kan du køre – så simpelt er det.

Hvad fortæller din FTP test?

FTP-testen giver dig altså et tal. Du kender med tallet din øjeblikkelige, maksimale ydeevne. Hvad kan vi så bruge den til? Jo, du kan bruge den til at give dig en idé om, hvilket niveau, du er på. Tallet får for alvor værdi, hvis du træner efter en træningsplan og løbende vil have en talmæssig indikator for din formfremgang. Typisk tester man sig selv forud for hver træningsblok på 4 ugers varighed, og kan dermed både følge udviklingen i ens FTP og løbende justere ens træningszoner, så man får den mest optimale træning. 

Hvad kan du bruge tallet til?

FTP-testen kan altså være dit værktøj til at måle dit niveau, din form, få klarhed over dine træningszoner samt løbende følge din udvikling. Træner du efter watt, så er din FTP dét tal, du bør kende, for det er ud fra din FTP at dine watt-zoner udregnes. Og kender du din FTP, så vil du fx. på en 20 minutters stigning i syden vide nogenlunde, hvad du bør køre af watt for at holde helt til toppen. 

Foruden din FTP, så kan din 5-minutters, 3-minutters, 1-minuts og 5-sekunders maksimale power også være interessante tal at kende, og give dig et mere komplet billede af dine styrker og svagheder på din cykel – men så bliver det virkeligt nørdet, så det gemmer vi til en anden dag 🙂

I vores projekt bruger vi FTP testen til at følge vores fremskridt, og fordi vi skal forsøge at transformere os til de bedste bjergryttere, vi kan være, så er FTP’en et afgørende redskab, der sammen med vores vægt hjælper os til at forstå hvad vores aktuelle power-to-weight-ratio er – hvor mange watt pr. kilo, vi kan træde. Det er et afgørende parameter, når man skal køre op ad – men knap så vigtigt at gå op i, hvis man udelukkende kører i det danske terræn. Her er rå power ofte udslagsgivende. 

Vi tester derfor os selv med fire ugers mellemrum, og testen er en integreret del af vores træningsprogram.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *