“Vi skal bruge en dieselmotor frem for en lille, hidsigt tunet 3 cylindret benziner. Vores motor skal kunne klare det lange, seje træk, dag efter dag – syv dage i træk. Det er jo et løb som ligner motorsportens Le Mans, ren udholdenhed og robusthed. De rå watt pr. kilo.”
Det er en mandag aften, og ordene falder i endnu et FaceTime-opkald med Morten. Dem har vi efterhånden mange af. Vi er med hinanden i køkkenet, på hometraineren, ude og købe ind, i sommerhus, ja vi facetimer sågar direkte fra sengen til tider. Der er meget, der skal vendes i sådant et projekt. 7 dage fra Nauders i Østrig krydsende alperne til Lago di Garda i Italien. Vi er vilde med projektet, og prøver at gøre vores bedste for at forberede os optimalt. Men hvordan forbereder man sig bedst til en så krævende udfordring? Lige nu er det den fysiske træning, der er i fokus. Hvordan skal vi prioritere vores træning, så vi er bedst muligt forberedt til syv særdeles krævende dage gennem alper og dolomitter.
Lykkerus
Sandheden er, at vi med vores nuværende form, fysiske tilstand og vægt sikkert kunne klare os gennem løbet, selvom vi ville være godt trætte efter sidste etape. “Vi kunne jo godt bare gennemføre nu, så hvorfor presser vi på for at blive bedre?” Spørger jeg letter retorisk for at aftvinge Morten og jeg selv et skarpt fokus. “Hvad jagter vi egentlig og hvad motiverer vores træning?”. Vi regner bestemt heller ikke med at være fremme i fronten af løbet. Så hvad er det, der driver os, hvis det hverken er at køre efter topplaceringer eller bare gennemføre? Vores mentale coach, Louise, allerede har stillet os lignende spørgsmål, og nu stiller jeg dem igen til Morten og delvist til mig selv. “Hvad driver dig op på hometraineren aften efter aften?”. Jeg kan se Morten tænker, og efter en kort pause kommer det “Prøv og hør, måske hænger jeg lidt fast i fortiden, for jeg kan jo huske den lykkefølelse man mærker i kroppen når det bare spiller, man har givet sig fuldt ud og det lykkes, hvad end så “det” er. Dengang var jeg stangspringer. Nu er det etapeløbsrytter på mountainbiken, men jeg tror det handler om det samme. Jagten på den lykkefølelse og følelsen af, at man har givet alt hvad man havde – og føles at man lykkes i det”.
Jeg nikkede, og kunne følge Morten i hans tanker. Vi har prøvet at sætte os virkelig grundigt ind i, hvordan man træner sig optimalt op til sådan et løb. Det er nok mest mig, for jeg elsker at dykke dybt ned i nye områder, når jeg bliver fascineret. Og efter at have læst og lyttet i timevis til lydbøger og podcasts om emnet, har jeg skruet en træningsplan sammen.
I teorien simpelt – i praksis…
Egentligt er det ret simpelt. Vi har hverken tiden eller fysikken til at træne som profferne gør. Det har de færreste. Deres volumen på 20-30 timer om ugen er bare ikke en mulighed. Vi kan max nærme os de 12 timer ugentligt. Så derfor er planen relativt enkel og ligetil. Vi periodiserer og veksler mellem basetræning omkring sweetspot og build-blokke, hvor vi kører hårdere VO2max intervaller. I hver blok på fire eller seks uger øges belastningen for så at afsluttes af en restitutionsuge. Så en ny FTP test som start på næste blok. Det giver en løbende kalibrering af træningen og vi får i foråret og som start på den sidste formopbygning skal vi gerne have et par træningslejre. To måneder inden løbsstart slår vi over på et specielt program designet til XC Marathon. Her reduceres volumen langsomt imens intensiteten øges og vi bygger den sidste anaerobe form på. Det skal smække en turbo på vores respektive diesel-motorer.
Facetime kalder…
Morten fortsætter “Prøv og hør, jeg er sku personligt glad for at vi har fået et helt år mere, for det stressede mig virkelig at du var foran rent formmæssigt. Nu er der tid til at vi kan komme tættere på hinanden. Formmæssigt og i øvrigt. Og så er det jo bare helt unikt at have en at dele oplevelsen og rejsen med, ik?”. Sådan en må man ikke lade hænge. Så jeg svarer selvfølgelig “Jo for søren, det er jo derfor vi fik ideen som du nok husker. Dengang på autobahn. Og jeg er helt enig. For mig er det, der driver mig nok nysgerrigheden og stædigheden. Hvor god form kan jeg komme i, hvor langt kan jeg drive det, og hvor langt kan jeg presse mig selv. Jeg har altid været god til at presse mig selv. Også langt ud over hvad mine omgivelser har synes var fornuftigt. Min mor har altid sagt, at jeg har en tendens til at brænde mit lys i begge ender.” Morten griner i den anden enden. Jeg prøver at vende tilbage til snakken om dieselmotoren. For jeg vil gerne være helt sikker på at Morten er med på, hvad jeg mener. “Det er sindsygt vigtigt at vi bygger en holdbar dieselmotor op, og et år er på ingen måde lang tid til sådan noget. Og nøglen er at vi følger programmet. Morten nikker tilbage i anerkendelse. Jeg har efterhånden sagt det mange gange. Det, der på papiret er nemt, men som vi begge ved er en daglig udfordring med job, familier og andre forpligtelser.
Gør vi det rigtigt?
Vi fortsætter med at snakke om programmet, og jeg forklarer endnu en gang pyramiden, som vores træningsprogram udgør. Basen er fundamentet – jo større base, vi har, jo højere pyramide kan vi formmæssigt bygge ovenpå. Det er en model jeg, indrømmet, til tider lidt halvhjertet, selv har fulgt i flere år. Derfor må jeg også lufte min usikkerhed for Morten. “Jeg kunne godt tænke mig at vi snakkede med en træner om planen og vores træningsdata, for jeg er nysgerrig på om det faktisk giver mening for os at følge nøjagtigt samme program, eller om vi skal have bygget noget differentieret træning ind”. Jeg er sikker på at vi er på rette vej, men alligevel, måske kan vi optimere mere? Gøre det lidt bedre? Morten afbryder heldigvis mit tankemønster inden tvivlen får fat “Vi finder én, som ved hvordan det skal gøres. En der kan kigge os efter i sømmene og give lidt modspil. Jeg tror på planen!” slutter han af. I morgen venter endnu en FTP test. Når den er kørt har vi kun 204 træninger tilbage.
Fortsættelse følger …