Så blev der kørt 100km race i Aalborg, og sikke en omgang! Løbet udformede sig på ingen måde som forventet, men omvendt, hvornår gør løb egentlig det? Nuvel, Aalborg var altså ingen undtagelse. Alt gik ellers som planlagt indtil vi ramte startstregen, men mere om det senere. Optakten kunne ellers ikke have været bedre. Vejrguderne var med os, og på vej fra Randers til Aalborg åbnede skydækket sig langsomt, og der var blå himmel flere steder – perfekt! Med udsigten til en tur uden regn faldt tøjvalget på den langærmede med vindvesten over. En tynd vind/regnjakke til lette byger i baglommen. Og ingen skoovertræk, hvilket skulle vise sig at være den første af i alt fire fejl, jeg begik i forhold til løbet.

Vi ramte Aalborg planmæssigt, fik grejet pakket ud og rullede mod start/mål-området. Og sikke et setup. Det er især imponerende med livestreamet under løbet, der både består at faste kameraer på ruten, bevægelige samt nogle monteret på styrene på nogle af de deltagende ryttere. Det er alt sammen med til at imponere. Hvad der også imponerede var måden man sluser de startene ud på ruten på. Det virkede godt, men samtidig betyder det, at man står i startboksene i i alt 20 minutter, før man bliver sendt afsted. Det umuliggør opvarmning. Vi fik i hvert fald ikke varmet op overhovedet, men forvissede hinanden om, at vi nok skulle få kørt os varme – men uanset løbsdistance, så er en koldstart altså ikke optimalt!

Tilbage til starten. Vi er helt fremme i bussen i startgruppe 2 på 100km, men idét starten går, råber Morten, som vi ruller over stregen, at han er flad! HVAD FANDEN! Men ganske rigtigt – forhjulet er helt fladt! Så imens hele vores startgruppe suser af sted står vi kun 10 meter(!) fra startlinjen og ser Morten først forsøge at skyde Co2 i dækket, hvorefter han er nødt til at forcere hegnet med hjulet og løbe over til mekanikerstanden for at få dem til at skyde luft i dækket. Heldigvis var dækket sat op til tubeless og lappede sig selv, så vi tabte kun ca. 5 minutter hvilket betød, at vi lige nåede afsted fra startstregen med 3-400 meters forspring til startgruppe 3.

Så var det ellers fuld gas ud af Aalborg, og pulsen bankede hurtigt mod loftet. Vi kom godt ud af byen og ud på de flade stykker omkring Nørholm. Og så kom både side- og modvinden. Fanden stå i det. Det var sq ikke kun 5 m/s vinde. Og der var også helvedes mudderet. Faktisk ramte vi så meget mudder flere steder, at det ikke kunne køres. Alle måtte af og trække cyklerne gennem 15-20cm mudder. For det første synes jeg her efter løbet ikke, at det er i orden, at man fra arrangørenes side ikke har gjort noget for at undgå dette. Man kunne enten have lagt flis ud de værste steder og dermed i det mindste havde gjort noget for at mindske mudderbaddet. Eller man kunne man han lagt ruten lidt om, og haft det som en nødløsning i baghånden NÅR man nu ved, at hvis der kommer store mængder vand i ugen op stil, så vil det stykke ikke være farbart på løbsdagen. Surt opstød ja, men for helvede det var ikke sjovt. For det andet var det netop her, jeg blev straffet for min første af de i alt fire fejl – jeg havde ikke skoovertræk på! Det betød, at jeg havde våde fødder efter 12 km, og det var ikke sjovt med udsigt til at skulle køre 91km mere. ØV! Så et godt råd herfra – begå ikke samme fejl som jeg ?

Efter mudderbadet var overstået fik vi de første højdemeter sat ind på kontoen og på de lange stykker omkring Sønderholm fik vi fart i cyklerne mod Drastrup og depotet i Svenstrup. På dette stykke begik jeg min anden fejl. Jeg var simpelthen for begejstret over at komme ud og køre race, og tænkte mig ikke om. Så jeg lå og tog mange og lange føringer – oveni købet i modvind flere gange. Det var dumt, selvom overskuddet var der. Faktisk var det uintelligent. Det står jo på side 1 i enhver manual om kunsten at kørecykelløb, at det er hovedet under armen at trække unødigt for andre på den måde. Og jeg fik da også et par rosende ord med fra de 7-10 mand vi havde på slæb, men hvad har jeg fået ud af det? Ikke en dyt. Så lad være med det – osse selvom du har gode ben!

Morten begyndte at hænge mere og mere mod depotet i Svenstrup, og da vi nåede depotet kunne jeg godt se på ham at den var helt gal. Han måtte trække stikket efter en lang og hård træningsuge på Mallorca kun 7 dage før løbet. Ærgerligt, og jeg var mildest talt ikke stolt ved at forlade ham. Det gav faktisk også mig et mentalt knæk at se ham måtte trække sig, for det var jo slet ikke planen. Jeg skulle jo kæmpe for at holde hans hjul – ikke omvendt! Nå, videre kom jeg, og langsomt gik jeg i gang med af rekalibrere dagens målsætning. “Du skal bare i mål nu. Du skal gennemføre.” Men det var svært at finde ind i en rytme igen, og der var ikke rigtigt nogle hjul, jeg kunne hægte mig på. Oveni begyndte jeg at mærke en stikkende smerte i venstre knæ efter ca. 65km. Ikke noget godt tegn. Det blev langsom værre og værre og højre knæ fulgte efter. Smerten sad foran på begge knæ og på siderne af venstre. Så slog det mig. I forbindelse med at jeg for godt en uge siden fik ny saddel har jeg ikke været grundig nok med at få den sat korrekt. Jeg havde kun nået en ret nem træningstur på den, som bestemt ikke var udfordrende. “For helvede den sidder enten en my for langt tilbage eller fremme!”. Sikke en dum fejl. Og måske sidder den også et mar millimeter for højt. Dagens fejl nummer tre. Og det gode råd er selvfølgelig: Dobbelttjek nu, at cykel og indstilling af selvsamme sidder lige i skabet INDEN du begiver dig ud på sådan en langtur. Og skift ikke dele ud op til løbet, med mindre du har sikret dig, at det spiller. For spiller cyklen ikke VIL du med sikkerhed opleve det samme som jeg, og det er bare dumt, for det kan let undgås!

Selvsamme smerte betød jeg at måtte bakke af på bakkerne, og ikke kunne træde på samme måde, som jeg plejer. Gearene blev virkelig brugt, og jeg forsøgte at holde kadencen omkring de 100. Den skulle i hvert fald ikke under 90, for så begyndte det for alvor at værke i knæene. Da vi ramte Kongshøj fik humøret lige et boost, for vi ramte noget fed singletrack med lækre berms. Fedt! Videre mod Gistrup og min gamle baghave, Lundby Krat. Og her blev jeg skuffet, for jeg ved at der er så mange lækre passager i Lundby, men vi kørte næsten ikke noget af det fede. Øv! Turen gik videre ind mod Aalborg igen, gennem Gug, Golfparken, og kræfterne begyndte for alvor at være opbrugte. Jeg kiggede meget på Garminen de sidste 25km og talte ned. Huskede højdeprofilen og regnede på, hvor mange højdemeter, der måtte være tilbage. Pulsen blev også holdt i kort snor og farten og kadencen på bakkerne justeret, så det var muligt. Da vi nåede de frygtede Signalbakker kunne jeg godt se, hvorfor mange taler om, at de er lede. Føj for den. Mine knæ skulle i hvert fald ikke nyde noget. Tror heller ikke benene kunne mere på det tidspunkt. Jeg stod i hvert fald af nedenfor hver af dem og trak op, så hurtigt de stive ben tillod.

Ind mod mål og brænde det sidste brændstof på bunden af tanken af, og av min arm der var ingenting tilbage. På den måde kan man sige at kræfterne er disponeret godt, når tanken er tømt ved målstregen. Den officielle sluttid blev 5:15. Tæt på målet, og Garminen melder da også om ca. 5:04, når man fraregner vores lidt trælse start og de ufrivillige stop på ruten. Alt i alt kan jeg kun være tilfreds, selvom jeg bander noget over mit venstre knæs tilstand lige nu. Det skulle nødig give en unødvendig pause, for jeg skulle gerne i gang med en 8 ugers build-periode på Trainerroad begyndende i næste uge. Men jeg luner mig ved, at jeg formåede at holde tempoet hele vejen, når jeg ser på splittiderne.

Løbet får altså kun 3 ud af 5 stjerner. Jeg er skuffet over ruten, og træt af Nørholm-oplevelsen. I øvrigt var forplejningen i målområdet efter løbet noget slatten. Prisen burde retfærdiggøre forventninger om noget bedre. Jeg tror 55km er sjovere, og det er også hvad klubkammeraterne melder.

Næste mål er nu Marselisborg MTB Marathon søndag d. 29. maj, hvor målet er 3 runder, 99km og 2100hm. Og dén rute får altså Aalborg til at blegne noget. Det blir’ godt!

/Nikolaj