Vejen til BIKE Transalp – del 4

2. juni 2024

Jeg ruller ind i Mortens indkørsel. Det er tirsdag aften. Pinsen er lige overstået. Nu er det tid til de sidste forberedelser – både på cyklerne men også det praktiske. I aften er der tøjprøvning. Teamtøjet fra Campione skal sendes i trykken, så vi kan nå at have det inden afgang til Ehrwald i uge 28. Løbet er pludselig meget tæt på. Noget, der har virket uendeligt langt væk i, hvad der føles som evigheder, er pludselig lige foran os.

Det er nok derfor jeg skiftesvis føler mig, som var jeg 10 år igen på juleaftensdag, men ind imellem også mærker både sommerfuglene i maven og hvad der bedst kan beskrives som en mild form for eksamensnervøsitet. “Det sker fanme’ – lige om lidt! Så skal du faktisk performe og træde dig selv og cykel op over de vilde bjerge, vi skal krydse…”

Overfor mig sidder Morten, som indskyder..“Det er så fedt, at det endelig skal ske. Vi så jo hinanden dybt i øjnene i slutningen af 2023 og aftalte, at enten kører vi løbet i 2024 eller også lukker vi projektet. Og nu vandt jeg jo utroligt nok deres konkurrence med gratis startnummer og camp, så det er som om, at der har været en mening med at vi har skulle vente helt til 2024 med at køre det her løb. Det er også som om at i mit univers er der lidt mere ro på tingene, end der har været de tidligere år, og jeg har heller ikke været i tvivl om, at jeg nok skulle nå at blive klar. Jeg tror faktisk aldrig jeg har været i så god form, som jeg er i nu – til trods for at jeg måske stadig er en 3 kilo for tung. Jeg føler mig virkelig klar til at vi skal ned og nærstudere alperne igen! Jeg glæder mig sindsygt meget!”

Snakken går, om tøjstørrelser og modeller, vores forskellige præferencer for længden på sokkerne, om energiindtag på etaperne og hvor meget vi faktisk skal slæbe med os. Den seneste uge har budt på en tiltrængt hvileuge ovenpå en intensiv træningslejr henover kristi himmelfartsferien. En træningslejr, der både bød på kilometer sammen og hver for sig. Som kalenderen og familielogistikken nu tillod. Vi kom helt i kælderen og fik sat mange kilometer og timer ind på træningskontoen, og vigtigst af alt kom vi igennem uden problemer. Jovist var vi trætte, men ikke så trætte, at vi ikke kunne have fortsat. Den følelse har givet god moral hos os begge, og det er tydeligt at mærke at vi begge er helt høje over, at vi endelig nærmer os vore  fælles mål.

Hvordan går forberedelserne?

Imens vi skiftesvis prøver medium og small i både den ene og den anden model fortsætter snakken om, hvordan vores forberedelser er gået denne gang. Morten synes at have fundet sin formel… “Jeg forsøger selvfølgelig at holde kæden godt stram. Jeg synes, at jeg har fundet en formel, der virker for mig med to dages træning og en dags hvile. Det kan variere lidt, om det bliver korte træningspas efterfuldt af et langt eller omvendt. Det afhænger af, hvordan kroppen lige har det. Og det fungerer superfint for mig. Og så har jeg også kastet mig ud i Saxa højdetræning, som skulle kunne hjælpe på senfølger af bl.a. corona og hjernerystelser. Det har den trælse bivirkning, at det så også hjælper på ens evner på cyklen. Så for mig var det en no-brainer, hvis jeg kunne få lidt mere overskud mentalt og at det også kunne have positiv effekt på cyklen, så skulle det prøves. Og det skulle det nu, selvfølgelig. Og jeg er virkelig positiv overfor det efter 3 behandlinger“.

Jeg havde allerede hørt Mortens begejstring efter hans første besøg hos Sana i Aarhus. Der var ikke nogen tvivl om, at han kunne mærke, at det gjorde noget ved kroppen. Det burde også kunne mærkes at blive sendt op i 5.500 meters højde.

Morten fortsætter: “Så har jeg også fokus på ikke at blive skadet nu, ikke tage chancer på sporet, at køre sikkert. Alt hvad jeg er i tvivl om kan køres, det kører jeg udenom. Det vil være frygteligt at stå nu her 8 uger inden løbet og brække en finger eller blive syg for den sags skyld, så jeg sørger for god hygiejne og ikke stikke min næse i noget“.

Det er gået super fint for os begge. Vi er godt i gang med at få styr på vores tilløb til praktikken omkring løbet, men det er nok det, der er mindst på plads, så det har vi fokus på, siger jeg. Morten indskyder: “Du er jo vant til de lange kør-selv-ferier, så for dig er det sikkert en selvfølge, hvordan det fungerer. Jeg synes træningen fungerer superfint. Det sidste vi skal have på plads er vores forventningsafstemning til, hvordan vi skal køre løbet. Jeg synes jeg har fået en god fornemmelse for  de sidste gange jeg har kørt lange ture ift. Hvor min puls skal ligge. I hvert fald på 1 etape og måske også 2. etape. Så kan vi eventuelt skrue op derfra. Jeg føler jeg kører med stort overskud og kan køre intervaller efter 70km, så det er fedt!

Frygt og glæde

Vi fortsætter samtalen, og drejer nu ind på vores fælles forventninger og vores frygt ift. løbet. Jeg ser spørgende på Morten, som fortsætter: “Jeg frygter nok mest at vi ikke krydser målstregen – selvom jeg godt ved, at det ikke er en mulighed. Der er jo flere ting, der skal gå op i en højere enhed. Også når vi er afhængige af udstyret. Og det er jo netop det, jeg glæder mig mest til. Altså at vi krydser målstregen sammen! Og få sat et flueben ved det her projekt, vi har kastet os ud i. Jeg synes jo på mange måder at det har været en mental rutsjebanetur, så det bliver sq en vild ting at få sat flueben ved! Så det glæder jeg mig sindsygt meget til. Og så glæder jeg mig bare til rejsen, til den dag vi kører afsted mod Østrig, hvor er er pakket og klart. Og så glæder jeg mig vel også til at komme hjem igen efter løbet, tænker jeg“.

Jeg nikker. Både for at anerkende Mortens syn på projektet og fordi, jeg så let kan sætte mig ind i hans tanker. Vi er på mange måder ved at synkronisere os med hinanden. For os begge er dette et fælles projekt, vi ikke kan forestille os at gennemføre, uden den anden.

…more to come! 🤘🏻

// Keldorff&Degn

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *